FIBERSPRÆNGNINGER

 

Badminton-leder Kirsten Krogh har samlet følgende gode råd, hvis skaden er sket.

De kan også bruges, selvom fibersprængningen er sket ved anden aktivitet.

Fiberskader kan føles som et pludseligt smæld eller elektrisk stød i muskulaturen. Mere eller mindre kraftigt, og så gør det ondt.

Fibersprængning sker typisk af to grunde:
  • For det første ved musklens egen kraft. Når en idrætsudøver eksempelvis foretager et kraftigt afsæt eller lander efter spring, skal bl.a. lægmuskulaturen udvikle voldsom kraft. Her er der stor risiko for fiberskader, hvis musklen er lidt kold, træt, eller hvis den belastes skævt.
  • For det andet kan skaden ske ved en for kraftig udstrækning af musklen. Eksempelvis når man uventet glider. Risikoen øges, hvis man er uopvarmet, træt eller i uvante stillinger.

Der er store forskelle på graden af fibersprængninger. Det går fra små ”forstrækninger” til voldsomme fibersprængninger, hvor et stort antal fibre er involveret. I værste fald en total overrivning af musklen. Det første tager kun et par dage. Det sidste er en ret alvorlig skade som varer fra måneder til halve år og skal altid tilses af læge.

Det har betydning, om skaden ligger helt inde i musklen eller i udkanten af den. Det første er det værste og tager længere tid, fordi blødningen, der opstår, er ”lukket inde” i musklen og vanskelig for kroppen at fjerne igen. Ligger skaden derimod overfladisk, kan blodet fra blødningen fordeles ud mellem musklerne og under huden. Det ses temmelig hurtigt som en blålig misfarvning, der kan se meget voldsom ud, men faktisk er det meget bedre, da kroppen i løbet af ret kort tid kan fjerne denne blødning igen.


Behandling med det samme:
Hurtig behandling er vigtig. Det drejer sig om at få stoppet blødningen i musklen hurtigst muligt. Til dette benyttes RICE - behandling.

R: Ro – stop aktiviteten
I:   Is - nedkøling
C: Compression – tryk på udefra/stram forbinding - vigtigst
E:  Elevation – op med det skadede område.


C’et – altså det at området sættes under tryk – er af overordentlig stor betydning, da det i høj grad er dette, som kan stoppe en fortsat blødning. I’et - isen har også stor betydning, da nedkøling stopper blødningen.


Ved skader i RÆM badminton:
  1. Før en ispose anvendes – afdækkes den bare hud med et tyndt stykke bomuld
  2. Isposen fastgøres med en elastisk forbinding eller elastisk ”sok” fra Matas
  3. Sæt dig behageligt med benet hævet – helst over vandret.
  4. Behold isposen på en times tid i starten
  5. Stram forbinding på
  6. Den første dag nedkøles den skadede muskel ca. 20 min. hver time. Brug evt. en pose ærter fra fryseren – husk ikke på den bare hud. Dette kan gentages i 2 – 3 dage eller mere, hvis der er behov. Køb evt. et specielt velegnet køleelement.
  7. Efter ca. 1 døgn kan genoptræning starte, gerne kombineret med et let stræk. Start med forsigtig udspænding af musklen. Den gradvise øgning af belastningen skal foregå med let smerte. Strækøvelser til stor smertegrænse holdes 20 – 30 sekunder, derefter hvile i 6 sekunder. Gentages.
  8. Brug en støtte-forbinding, når du påbegynder din aktivitet igen – og stop endelig, hvis det begynder at gøre ondt.
  9. Søg læge og få henvisning til fysioterapeut, hvis du skønner, du har behov.
/Kirsten Krogh     

Speciel ispose til at genfryse kan købes i Matas – men brun sæbe i en frysepose er meget anvendelig

Roskilde Ældre Motion | Kildegården 6, underetagen | 4000 Roskilde | Tlf.: +45 46 35 48 77